Jeg glædede mig enormt… jeg STOR-elsker de her fantastiske rejser jeg drager på via lyd… det er lyd der bærer mig; gong, trommer, musik, guidance, stemmer, klokker, syngeskåle…. Lydenes frekvens alters my stage. Jeg er særligt sensitiv… særligt sansestærk. Også klar-hørende… men ikke i traditionel forstand.
Fra det jeg kan erindre, begynder rejsen således: Jeg ligger fladt på ryggen med et tyndt hvidt fleece tæppe over mig, blandt mine mange shamanske søstre og ene bror i cirklen… jeg mærker en smule kølighed ved fødderne, selvom jeg har uldstrømper på, og salen er virkelig varm.
Pia begynder at tale… guide… musikken spiller…
Jeg ser mig stå barfodet på rødt jord i midten af en kæmpe cirkel. Der er 34 sten i alt… og 4 store sten repræsenterer hvert af de fire verdenshjørner.
En lian kommer til syne og jeg kravler op af den… op op op… jeg ser jorden fra luften.
Jeg flyver gennem ild. Jeg guides i længere tid til at det skal være mange århundreder tilbage, men på det tidspunkt har jeg allerede haft en del tidligere liv i flash backs foran mig.
Jeg mærker en skarp vedholdende smerte i min venstre hæl og på trædepuden. Den presses mod underlaget og jeg kan ikke bevæge den. Som er den energetisk låst fast.
Mine kæber er låst, og smerter… mit tandsæt føles meget større end normalt, som har jeg gitter på…. Og smerten vibrerer helt ud i øregangene.
Jeg er låst fast i rummet og kan intet foretage mig. Jeg kan fysisk ikke bevæge mig og jeg kan ikke rejse med sjælen.
Pia fortæller om den smukke bison, og jeg tænker “hvilken bison… hvor kom den fra?”. Og så erindrer jeg, at hun fortalte inden rejsen, at vi ville møde 7 kraft dyr / gaver… jeg er i tvivl nu.
Men under alle omstændigheder er vi nu ved den sidste, bisonen, og jeg kan ikke mærke den… jeg ser heller ikke gennem dens øjne og jeg modtager intet fra den.
Jeg er frustreret. Hvad sker der… hvorfor er jeg ikke med i rejsen… hvorfor ser jeg det bare, men lever / oplever det ikke. Hvad fuck sker der her…
Samtidig er smerten i fod og kæber voldsom!
….
Vi bliver efterfølgende guidet til 8 engle, der står ved noget lys… i min story ligner de døde… kæmpe høje væsener i slidte grå hvide lange pjalter… kapper med hætte. Jeg ser ingen ansigter… jeg ved bare, at de er døde… fra Dødsriget.
Det er som sådan ikke uhyggeligt, men nogle tårer finder vej gennem øjenkrogene, da jeg ikke har lyst til at opleve dette…. Jeg vil jo på en lys empowering rejse gennem tid og rum, hvor jeg finder styrke og visdom som jeg plejer.
Lyset under de 8 svævende væsener er uendeligheds tegnet.
….
(Jeg funderer lidt over, om min tid er kommet nu… om jeg forbliver “her”… altså hvad meningen med dette er. Jeg søger altid efter meningen med dét der sker… årsagen… grunden… jeg ved at alting sker af en grund, og jeg vil altid lede efter den.
Gad vide hvorfor jeg er så afsindig nysgerrig… ledende efter svar og meninger… hvad er grunden til at jeg ikke blot kan acceptere noget for hvad det er eller hvad der bliver sagt, fremfor at dykke ned i det og komme til bunds.
Leder jeg efter Skattekisten på Havets Bund…. Tror jeg, at min søgen vil ophøre derefter. Tror jeg, at mit liv bliver fulfilled når jeg har fundet svarene.
Dét i sig selv fortæller jo netop, at jeg så vil søge videre derfra. Eks. i hvem der mon har sat Kisten på bunden, hvornår og hvad deres formål med det var.
Hvis jeg er en søgende type, vil svaret aldrig være endegyldigt… og skal det i virkeligheden også være det? Der ligger jo altid noget bag svaret alligevel.
Hvordan det er opstået… hvem der har givet svaret – hvem sad med svaret / sandheden, og ud fra hvilken præmis var det givet. Var der andre indblandet i svaret / præmissen. Hvad var deres medvirken til svaret.. hvilken situation / forhold handlede de ud fra. Hvilke følelser og tanker var iblandet. Og hvilke personer var i deres liv, der formede dem, og deres følelse og måder at agere på.
Hjulet er uendeligt… Tankerne uendelige… Svaret aldrig definitivt.
Så hvorfor fortsætter jeg søgen… hvad har jeg behov for…. Har jeg behov for bevægelsen… viden… evigheden…)
….
Jorden flækkes i to halve og krænges åben, og alt dernede er lyst. Dødsriget…. Jeg er ikke et sekund i tvivl, og vil faktisk ikke dertil…. ikke nu. Men jeg overgiver mig og lader mig falde derned som et lille dun gravitating mod jordens midte.
Her er lyst og somehow utroligt smukt…. Her er meget storslået, men alt er lidt udefinerbart, som var det bygget af skyer… som er materien støv. En verden bygget af støv… hvis man rører det man ser falder det sammen… forsvinder… jeg smiler, trancendens… transformationens lod… når noget forsvinder opstår noget nyt… og for at noget nyt kan opstå må noget ældre falde.
Dødsriget klædt i grå-hvidt støv… med søjler og bjerge… er inde midt i Moder Jord og ikke et sted “langt væk”. Det er lige under os.
“Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.” Præsten forkynder disse ord ved begravelser, og i dette Nu giver det mening for mig.
Her er stille… lydløst. Ingen bevægelse… intet liv.
Ikke hvad jeg når at opleve i al fald, for så hører jeg Pias stemme guide os tilbage til lianen, for at kravle ned igen. Vi var jo kravlet op i luften for at flyve til at starte med. Men… jeg vil ikke længere ned, jeg vil op. Op op op… og bliver så pludselig i tvivl igen, skal jeg op eller ned… og kan jeg kravle op herfra og samtidig er det ned – fordi jeg er på en anden sfære.
Kan de modsatrettede bevægelser i mit menneskelige erfaringsgrundlag arbejde sammen og opnå samme resultat.
Min hjerne kørte på højtryk, min fod og kæber smertede, og jeg vidste bare at jeg skulle tilbage nu. Jeg kravlede op samtidig med at jeg kravlede ned.
Min forståelse for to dimensioners spejlvendte verdener gjorde det muligt, og jeg forlod Dødsriget og vendte tilbage til først det røde jord hvor jeg stod barfodet fra start, og siden tilbage i kroppen i denne tidsalder.
Her hvor jeg nu stadig ikke kan bevæge mig… her hvor jeg er energetisk låst fast i min krop. Jeg bruger al min mentale styrke til at sende besked ned til mine fingerspidser om rejsen er slut… det er forbi… vi er tilbage og alt er godt.
Nu skal de altså vågne og bevæge sig. Efter nogle minutter sker der langsomt noget og jeg går videre til mine hænder… arme… og får derefter rullet mig om på siden, hvor jeg ligger lidt, indtil jeg fortsætter the awakening af resten af kroppen.
Jeg var ærgelig bagefter… ærgelig over at have “spildt” en hel smuk rejse, fordi jeg var “slukket” – eller “lukket ned”… Jeg var SÅ ked af det… og tårerne løb. Jeg vidste godt med min forstand, at alle rejser er præcis som de skal være, samt vigtige…. men lige dér var jeg bare slet ikke tilfreds.
….
Jeg døde… og genfødte mig selv.
Jeg har haft utallige reflektioner siden i torsdags… ny forståelse af Liv og Død ❤️